Jeg er glad for at blive bedt om at skrive et essay i forbindelse med det første autoriserede genoptryk af “Den Grå Bog” ved dens 40-års jubilæum. Den blev samlet og udgivet i 1982 af Alice Takata Furumoto (1925-2013) efter hendes mor Hawayo Hiromi Kawamura Takata’s død (1900-1980). De oprindelige 100 eksemplarer af bogen var tiltænkt som gaver til de Reikimestre, der blev uddannet af Takata, og dem, der ville blive uddannet af Takatas efterfølger (og Alice’ datter) Phyllis Lei Furumoto (1948-2019).
Den Grå Bog indeholder en samling historisk materiale, som Alice ønskede at dele med det spirende Reiki-fællesskab gennem de undervisere, som hun anså for autoriserede. I 1980’erne og 1990’erne supplerede indholdet i denne bog den mundtlige tradition som grundlag for historisk viden om Reiki-praksis i Japan og dens overførsel til Nordamerika. Desuden var udgivelsen af bogen en del af et projekt, der skulle stadfæste Phyllis som den retmæssige arving til Takatas arv på et tidspunkt, hvor en arvefølgestrid med Barbara Weber (Ray) var i gang
I dette forord giver jeg en historisk baggrund for indholdet i Den Grå Bog i håb om, at det giver et perspektiv på, hvorfor Alice valgte at bringe denne samling dokumenter til et Honolulu-baseret trykkeri Hawaii Reprographics, og producere et tyndt bind, der kun har japanske bogstaver som titel. Jeg vil gennemgå bogens otte afsnit i rækkefølge: forsiden/titelbladet, Takatas dagbog, Hayashis behandlingsvejledning, Takatas “Kunsten at heale”-essay, billederne, Takatas mestercertifikat, listen over mesterelever og dedikationen.
Omslaget er ganske enkelt med håndskrevet kalligrafi for de to japanske tegn for reiki; på titelbladet er disse tegn gengivet, efterfulgt af den romanske tekst: “‘LEIKI’ / REIKI”. Dog dækker enkelheden over en vis dybde. For det første har den ukendte forfatter af kalligrafien truffet et mærkeligt valg om at skrive det traditionelle tegn for rei (靈, i modsætning til det forenklede tegn 霊, som det officielt er blevet skrevet siden 1946), mens han skrev ki i den forenklede form 気 (i modsætning til det traditionelle 氣). Denne “sammenblanding” af traditionel og efterkrigs-stil var næsten helt sikkert utilsigtet (og Alice skrev kanji’erne i den forenklede stil på Hawaii Reprographics’ bestillingsseddel), men dette uheld afspejler, hvordan Reiki-behandlingen blev tilpasset fra førkrigstidens Japan til en ny verden efter krigen. På samme måde synes medtagelsen af “Leiki” – et nu forældet udtryk, som undertiden blev romaniseret i 1930’erne og 1940’erne – at være en anden, mere bevidst anerkendelse af Takatas arbejde som oversætter, der bragte denne udenlandske praksis ind i en ny kontekst, hvor selv de sproglige fonemer var forskellige.
Bogens første sider gengiver fire sider fra Takatas personlige noter og dagbog fra hendes rejse til Japan i 1935-1936, hvor hun gennemgik sine første fem måneders træning i Usui Reiki Ryōhō under sin mester, Hayashi Chūjirō (1880-1940), en af de bedste shihan (undervisere), trænet af behandlingens grundlægger, Usui Mikao (1865–1926). Det første uddrag, dateret den 10. december 1935, gengiver hendes kursusnoter fra hendes første kursusdag i hovedkvarteret i Tokyo for Hayashi Reiki Kenkyūkai (Hayashi Reiki Research Association). Det er interessant, at den praksis, som Takata beskriver her, synes at være noget anderledes end den, hun selv underviste i senere i livet. For eksempel beskriver hun behovet for at koncentrere sig, rense sine tanker og meditere “for at lade ‘energien’ komme ud indefra”, mens hun senere ville understrege over for sine elever, at koncentration ikke var nødvendig, men at reiki flyder naturligt, uden anstrengelse. Læren om at “energien” … ligger i bunden af maven ca. 2 tommer under navlen” minder meget om mange japanske lærdomme om hara eller tanden, men er et andet aspekt, som hun udelod fra de fleste af sine kurser senere i livet.
Uanset hvad disse detaljer fortæller os om Reikis historiske udvikling, er det oplysende at læse dagbogsnotaterne fra begyndelsen af Takatas karriere, da de gør denne store lærer menneskelig og giver et vindue ind til hende som elev. I det andet afsnit (dateret april maj 1936), når hun med begejstring skriver om, hvordan Hayashi-sensei har indvilliget i at “give (hende) hemmelighederne Shinpi Den [dvs. mesterniveau], Kokiyu-Ho [dvs. åndedrætsteknikken] og Leiji-Ho, den største hemmelighed i energividenskaben”, bliver vi som læsere også begejstrede for hende. I øvrigt henviser den “ultimative hemmelighed” sandsynligvis til reiju-hō (det vil sige, hvordan man udfører ceremonien, der almindeligvis kaldes “indvielser” eller “Initeringer”) i stedet for reiji-hō 霊示法: sidstnævnte er en form for meditation, som Takata beskrev i det første afsnit, hvor udøveren sidder i gasshō (håndfladerne mod hinanden) og venter på “tegnet” for at begynde at behandle.
Efter dagbogsnotaterne gengiver det følgende afsnit (som udgør størstedelen af Den Grå Bog) den behandlervejledning (Ryōhō shishin), som Hayashi Chūjirō gav til sine elever. Dette hæfte er skrevet på japansk og beskriver forskellige håndpositioner, der kan bruges til at behandle forskellige sygdomme. Det indeholder et tosproget anatomisk skema, der hjælper læserne til at lokalisere organerne for håndpositionerne. Det er stort set identisk med det hæfte, som Takata modtog under sit kursus i Tokyo, men omslaget angiver, at det er en særlig udgave, der er lavet til japansk-amerikanske elever. Denne udgave indeholder en fonetisk vejledning (furigana) ved siden af hovedteksten, da arbejderklassens immigranter og andengenerations-Nisei, som udgjorde flertallet af de tidlige Reiki-elever på Hawaii, generelt var mindre dygtige til at læse japanske tegn end Hayashis elever fra middelklassen og overklassen i Japan.
Teksten viser en form for viden, som Reiki-udøvere i 1930’erne brugte til at bestemme håndpositioner til behandling. Den beskriver en række medicinske tilstande, hver med anbefalede håndpositioner til behandling. Det er usandsynligt, at de tidlige behandlere fik træning i at genkende de tekniske medicinske tilstande, der er beskrevet i Vejledningen. Det kan have været almindeligt for patienter at få en medicinsk diagnose fra en læge, før de kom til en Reiki-behandler for at blive behandlet. Ud over disse anbefalede håndpositioner ved vi, at de tidlige behandlere også brugte en scanningsteknik (kaldet byōsen eller byōkan) til at finde områder, der havde brug for behandling.
Takata beskriver selv denne teknik i det næste afsnit: Et essay fra 1948 “om Kunsten at Heale”. Dette fem sider lange maskinskrevne essay er en af de klareste beskrivelser af Reiki-behandlingen, som Takata nogensinde har lavet. Den indeholder en detaljeret beskrivelse af Reikis natur som en “universel livskraft”, samt detaljer om Reiki-træning og -praksis, herunder en tidlig version af den omfattende “grundbehandling” samt en liste over specifikke håndpositioner til behandling af bestemte tilstande. Disse procedurer skal suppleres af fornemmelserne i behandlerens hænder. “Under behandlingen”, skriver hun, “skal du stole på dine hænder. Lyt til vibrationerne eller reaktionen.” Det vil hjælpe behandleren med at finde “årsagen” (til sygdommen); daglig behandling af denne “årsag” vil fjerne “virkningen”. Betydningen af at finde og behandle “årsagen” til sygdom er i overensstemmelse med beretninger om Reiki i Japan før krigen og står i kontrast til undervisningen om, at “reiki vil gå derhen, hvor der er brug for det”, som hun ville lære eleverne i slutningen af 1970’erne.
Behandlingsvejledningen i Takata’s essay har mange overlapninger med kursusnoterne i hendes dagbog og behandlingerne i Hayashi’s Behandlingsvejledning, men Takata har allerede foretaget nogle ændringer baseret på hendes flere årtiers erfaring med at behandle og undervise i Reiki. Ud over praktiske ændringer af håndpositioner (f.eks. tilføjede hun behandling af en gravid kvindes galdeblære og hypofyse), tilføjede hun også sprogbrug, der stammer fra amerikansk religiøs og medicinsk praksis, hvilket viser hendes tidlige forsøg på at gøre Reiki forståelig for ikke-japanske målgrupper. For eksempel eksperimenterede hun med at bruge King James-bibelens sprog til at oversætte Usuis “fem leveregler” (gokai), begyndende med “Bare for i dag – Du skal ikke blive vred”. Hendes gentagne brug af “Den Store Ånd”, som er et almindeligt begreb i indianske kulturer, kan forklares ved, at hun skrev essayet som en del af kravene for at opnå et “Doctor of Naturopathy”-certifikat fra Indian Association of America, et broderskab med indiansk tema. Som jeg beskriver i min afhandling (og i min kommende bog), havde Takata, når hun rejste rundt for at undervise og behandle i Nordamerika, kopier af dette certifikat og et andet, der angav hende som “en ordineret autoriseret præst i den indianske Maya-kirke og indianske missioner”, med sig for at give hende og hendes uortodokse healingpraksis en vis autoritet.
Efter essayet om “Kunsten at Heale” følger fire fotografier: et portræt af Usui-sensei, som Takata tilsyneladende har fået af Hayashi under sin uddannelse; billeder af Hayashi-sensei og Takata-sensei dækket af leis, taget i Honolulu i februar 1938, lige før Hayashi vendte tilbage til Japan; og et foto af en demonstration af Reiki i Young Men’s Buddhist Association Hall i Honolulu. På dette sidste billede kan man se Takata give en behandling i midten, og Hayashi kan ses siddende bag bordet til højre. Ttil højre for Hayashi hænger gokai rullen. Alices billedtekst angiver, at der var tale om et møde i “Reiki Therapy Association” (Reiki (Ryōhō) no Kai), selv om hun tilsyneladende fejldaterer billedet til 1937. Det samme billede blev nemlig bragt i Hawaii Hochi den 4 marts 1938, med titlen Hayashis 14. (og sidste) seminar, var det sandsynligvis fra februar 1938 Da der er over 120 personer på billedet, er der sandsynligvis tale om en gruppe af elever fra de klasser, der blev undervist mellem oktober 1937 og februar 1938, og som kom for at sige farvel til Hayashi-sensei.
Den følgende side gengiver det notarielt bekræftede certifikat fra februar 1938, underskrevet af Hayashi, der erklærer Hawayo Takata for at være “Mester i Dr. Usui’s Reikihealings-system”: den eneste i USA og en af kun tretten “fuldt kvalificerede Mestre i professionen”. Baseret på andre samtidige oplysninger synes dette tal at være antallet af shihaner (mestre) i Hayashi Reiki Kenkyūkai, og det anerkender ikke shihaner i Usui Reiki Ryōhō Gakkai. Dette dokument kan være første gang, at det nu standardiserede udtryk (Reiki) Mester optrådte på tryk. Bemærkelsesværdigt er også brugen af udtrykket “Usui Reiki system i medicinfri healing”; Usui selv synes at have understreget, at hans system ikke krævede hverken nåle eller urter, og Takata har fastholdt dette udtryk om “medicinfri healing” i årtier.
De sidste to sider springer mere end fyrre år frem i tiden til tidspunktet for udgivelsen og Takatas død. Først udarbejdede Alice en liste over 21 “mesterelever”, som hun vidste, at hendes mor havde uddannet, alle uddannet som mestre mellem 1975 og 1980 (inklusive Takatas søster Kay Yamashita og hendes barnebarn Phyllis Furumoto). Som Paul Mitchell bemærker i sit forord, er listen ufuldstændig (der mangler i hvert fald George Araki); den indeholder også en bemærkelsesværdig stavefejl (Barbara “Webber” i stedet for “Weber”).
Derefter tilføjede Alice en kort afsluttende dedikation, som hun underskrev og stemplede med tre segl (hanko). Den store hanko kan være arvet fra Hayashi, eller den kan være skabt af Takata: Der står “Segl for den øverste leder af Usui-formen Reiki Research Association” (Usui-shiki Reiki Kenkyūkai Shukan no in). Dette stempel symboliserer autoriteten i det embede, som Takata overtog som Hayashis efterfølger, og som blev kendt som “Grand Master”. De to mindre hanko bærer navnene Takata og Furumoto. Denne sidste dedikation erklærer Phyllis som den retmæssige arving til Takatas arvefølge og bekræfter, at Takata lever videre i alle dem, der praktiserer Reiki. Det gør bogen selv til en slags stamtavle, der dokumenterer Reikis videregivelse fra Usui, gennem Hayashi og Takata, til Furumoto og ( underforstået ) til bogens ejere og læsere.
Alt i alt blev Den Grå Bog skabt af Alice Takata Furumoto både som en kærlig hyldest til hendes afdøde mor og som en gave til hendes datter. Den beskriver videregivelsen af “slægtslinien” (lineage) på en måde, der skulle konkretisere Phyllis’ arv og gøre den forståelig for Reiki-fællesskabet. Desuden fungerede bogen som et fysisk tegn på, at dens ejer var en autentisk, anerkendt mester i Usui Shiki Ryoho (USR). Som sådan blev dens fysiske tilstedeværelse lige så vigtig som dens indhold; det var lige så (eller mere) vigtigt at have den som at kunne læse og forstå den. I slutningen af 1990’erne kunne man finde scanninger af Den Grå Bog på nettet, men at have en pdf-fil var noget helt andet end at have selve bogen.
I dag kan den anden udgave af bogen ikke undgå at ændre objektets “aura”. Men indsatsen fra USR Office of the Grandmaster (Grandmasterens samarbejdspertner) og Reiki Centers of America for at gengive den fysiske bog så tæt som muligt på originalen og samtidig supplere den med oversættelser af og kommentarer til indholdet er virkelig bemærkelsesværdigt og er et vidnesbyrd om en ny æra for Reiki – en æra, der er mere global, mere inkluderende og har en mere dybtgående historisk bevidsthed. Det er en ære at have været en del af denne proces.
~Justin Stein, PhD
Vancouver, BC
Maj 2021
